PRESSE
INNOVATION

Antallet af dollarmillionærer boomer i Danmark

14-08-2014 Nu har over én procent af danskerne værdier for mere end fem millioner kroner.

Antallet af dollarmillionærer stiger markant i Danmark. Det viser Capgemini Sogetis og RBCs Wealth Managements årlige World Wealth Report. Ved udgangen af 2013 var 60.200 danskere millionærer målt i amerikanske dollars. Det er 16,4 procent flere end i 2012, hvor der var 51.700 dollarmillionærer.

Forklaringen på det stigende antal danske dollarmillionærer skal findes på aktiemarkedet, vurderer økonom.

”Selvom krisen ikke er ovre endnu, har vi set en markant stigning på de danske aktiekurser i 2013. Det har gjort en del ekstra danskere til dollarmillionærer, da mange danskere netop har store aktieporteføljer i danske aktier,” forklarer cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.

Det er andet år i træk med markant stigning i antallet af danske dollarmillionærer. I 2011 lød tallet på 45.600.

Antallet af dollarmillionærer stiger også mere i Danmark end i resten af verden. Globalt set kunne 13,73 millioner mennesker kalde sig millionær i dollars i 2013, hvilket var 15 procent flere end i 2012.

”Det er en smule overraskende, at Danmark ligger over gennemsnittet i væksten af dollarmillionærer. Men aktiemarkedet i en række udviklingsøkonomier har klaret sig dårligt i 2013, og det kan være en del af forklaringen,” siger Jacob Graven.

Den danske dollar-millionærklub vokser hurtigere end i mange europæiske lande. I gennemsnit steg antallet af dollarmillionærer 12,5 procent i Europa i 2013. Det er 23 procent under den danske vækst. I alt er 0,4 procent af den europæiske befolkning dollarmillionærer, mens godt én procent af danskerne kan smykke sig med den titel.

Nordamerika er verdensdelen med det højeste antal dollarmillionærer med 4,3 millioner af slagsen. Fire millioner af dem bor i dollarens hjemland, USA.

Definitionen på begrebet dollarmillionær (HNWI): Din nettoformue overstiger 1 mio dollars (5,57 mio kroner pr. 11/08 2014). I din nettoformue er ikke medregnet friværdi i din privatbolig, eventuelle samleobjekter og varige forbrugsgoder, men altså blot din formue målt på værdi af kontanter, opsparing, værdipapirer, pensionsmidler og værdi af andre ejendomme minus din gæld.

 

Om World Wealth Report 2013

World Wealth Report fra Capgemini og RBC Wealth Management er branchens førende måling af dollarmillionærer (kaldet High Net Worth Individuals, HNWIs), deres rigdom og de globale og økonomiske forhold, som driver udviklingen inden for formueforvaltning.

Den samlede rapport kan downloades på www.worldwealthreport.com


Om Capgemini Sogeti Danmark A/S

Capgemini Sogeti leverer IT-konsulentydelser indenfor udvikling og integration, softwaretest og applikationsvedligeholdelse både onshore og offshore og har mere end 133.000 ansatte i 44 lande, heraf 300 i Danmark. Capgemini Sogeti er et helejet datterselskab af Cap Gemini SE, som er noteret på børsen i Paris. For mere information, besøg venligst www.capgeminisogeti.dk

todo todo
Kontakt
  • Mohamed Attazgharti
    Mohamed Attazgharti
    Marketing- & kommunikationschef
    +45 52189431