PRESSE
SOFTWARETEST

Danske IT-chefer: Vi har alt for mange applikationer

Et lidt rodet landskab med for mange applikationer hindrer virksomheder i at blive konkurrencedygtige og beslaglægger unødige ressourcer i IT-afdelingen. Tre ud af fem danske IT-chefer ønsker at modernisere porteføljen af applikationer for bedre at understøtte forretningen.

Vallensbæk 6. marts 2014 - Ifølge Capgeminis Application Landscape Report 2014 vurderer 42 pct. af alle danske IT-chefer, at deres virksomhed har langt flere softwareapplikationer end de har brug for. Og de mange applikationer står i vejen for en effektiv digital udvikling af virksomheden.

I mange år har virksomheder i effektiviseringens navn indført nye IT-systemer. Men ikke alle har løbende sørget for at trimme porteføljen af applikationer. Det skaber ikke kun bøvl for IT-afdelingen men for hele forretningen:

På overfladen virker et dårligt organiseret, overbelastet og forældet applikationslandskab som en udfordring, der kun angår IT-afdelingen,” siger adm. direktør Holger Bonde fra Capgemini Sogeti Danmark. “Men i en verden, hvor de fleste områder i en organisation er omfattet af digitaliseringen og virksomheder af konkurrencemæssige årsager gerne hurtigt vil kunne bruge mobile applikationer, sociale medier, cloud computing og Big Data, er det bydende nødvendigt med et rationelt opbygget applikationslandskab for hele virksomheden.”

Der er derfor ikke noget at sige til, at modernisering af virksomhedens applikationer står højt på ønskesedlen hos tre ud af fem danske IT-chefer samt hos 76 pct. af deres udenlandske kolleger, hvor man tilsyneladende halter endnu mere bagefter.

Rapporten peger også på, at mange vestlige virksomheder tynges af forældede, ubenyttede legacy systemer, mens virksomheder i udviklingsøkonomier typisk har et relativt frisk og ungt IT-landskab.

Vækstlandene i Fjernøsten og Sydamerika har glæde af, at deres softwareapplikationer i højere grad passer til deres forretning end tilfældet er på vores breddegrader. De har et forspring i forhold til digitale forandringer, som kan vise sig at være en stærk konkurrencefordel,” påpeger Holger Bonde fra Capgemini Sogeti Danmark.

Capgeminis Application Landscape Report 2014 er baseret på svar fra 1.116 CIOs og IT-beslutningstagere på højeste niveau fra 16 lande i Europa (inkl. Danmark), USA og Australien (73 pct.) og Brasilien, Kina og Indien (27 pct.). Desuden bygger rapporten på den viden, som Capgemini har opnået ved de seneste fire år at hjælpe 150 kunder med rationalisering af applikationer og IT-transformation, et arbejde der har omfattet analyse af mere end 30.000 applikationer.

Læs mere og download Application Landscape Report 2014 på www.capgemini.com/alr.


Om Capgemini Sogeti Danmark A/S
Capgemini Sogeti Danmark med 275 ansatte leverer IT-konsulentydelser indenfor udvikling og integration, softwaretest og applikationsvedligeholdelse både onshore og offshore og fokuserer på kundevendte applikationer med en høj grad af kompleksitet, som hjælper vores kunder med at interagere med deres kunder og medarbejdere. Capgemini Sogeti Danmark er et helejet datterselskab af Cap Gemini SE, som er noteret på børsen i Paris.

todo todo
Kontakt
  • Mohamed Attazgharti
    Mohamed Attazgharti
    Marketing- & kommunikationschef
    +45 52189431