PRESSE
SOFTWARETEST

Test af IoT har store huller

De fleste virksomheder med IoT-tiltag har ikke tilpasset deres test til de komplekse løsninger. Det udsætter dem og deres kunder for store risici.

To tredjedele af større virksomheder er dårligt udstyret til at tackle IoT-udfordringer på trods af, at 85 procent beretter, at IoT-applikationer udgør en del af deres organisation. Det fremgår at årets World Quality Report fra IT-koncernen Capgemini.

Virksomheder inddrager i stigende grad Internet of Things (IoT). Men de kæmper med at holde trit med de ekstra arbejdsopgaver, det medfører. Organisationer er under enormt pres for at skrue tempoet op for udvikling og implementering af nye produkter og services. Men manglende investeringer i test og kvalitetssikring bringer virksomheder i risikozonen for ustabile applikationer fulde af ukendte fejl, som først bliver opdaget af kunderne. Sådanne fejl kan give organisationer mange udfordringer – fra finansielle tab til frustrerede kunder, der mister tilliden til firmaet.

I undersøgelsen, der bygger på svar fra 1600 respondenter i 32 lande, svarer 65 procent af virksomhederne med IoT-tiltag, at de ikke har en specifik test-strategi på området. Det til trods for, at de smarte, forbundne løsninger ofte kræver en bredere og mere kompleks tilgang end traditionel test af software.

Afhængig af andres test

En del af forklaringen er, at virksomhederne ikke selv producerer IoT-enheder, og derfor læner sig op af producentens planlægning og udførelse af test. Men det er langt fra altid tilstrækkeligt, vurderer Capgemini.

”Virksomhederne udsætter sig selv for en potentiel stor risiko ved ikke at have en udførlig teststrategi på det her område. De tager fx ikke højde for de fejl og sikkerhedsbrister, der kan opstå, i koblingen mellem IoT-applikationerne og virksomhedens andre systemer,” siger Nikolaj Langekilde Madsen, Direktør Test og Kvalitetssikring i Capgemini Sogeti.   

38 procent af virksomhederne melder, at de har planer om at få en specifik test-strategi for IoT. Det efterlader dog stadig knap hver tredje virksomhed med IoT-tiltag uden en test-strategi eller planer om det.

De mange lag i IoT-tiltagen kan have været med til at lamme en del IT-chefer. 47 procent af respondenterne er således enige i, at IoT-løsninger kræver en form for kunstig intelligens og maskinlæring for at teste optimalt.

Sikkerhed har førsteprioritet

25 danske virksomheder har deltaget i undersøgelsen, men den viser ikke specifikt noget om problemets omfang herhjemme. Men IoT’s fremmarch giver også grå hår i danske virksomheder. 76 procent af de største, danske virksomheder mener således, at IoT-tiltag kommer til at transformere deres selskaber inden for en kort årrække. Samtidigvurderer to tredjedele af virksomhederne, at organisationen ikke er rustet til at understøtte arbejdet med IoT. Det viser en undersøgelse fra DI Digital udgivet i fjor.

Virksomheder er dog ikke blinde over for de sårbarheder IoT-tiltag udsætter dem for. Sikkerhed har således den højeste prioritet på testområdet. 65 procent af respondenterne i Capgeminis undersøgelse peger på sikkerhed som vigtig eller meget vigtig. Anden prioritet er kvaliteten af softwaren, som 44 procent kan blive enige om at vigtig eller meget vigtig.  

Andre fund i årets rapport:

  • 44% af virksomheder er tilbageholdende med at lade testhold indgå i de indledende planlægningsfaser
  • 48% lykkes ikke med at møde de modstridende krav i håndteringen af flere sideløbende testmiljøer.

 

Om rapporten

The World Quality Report, som bygger på svar fra 1600 respondenter fra 32 lande, er den eneste globale undersøgelse af applikationskvalitet og trends inden for test. Det har været produceret årligt siden 2009, så dette er den ottende udgave. Denne udgave har indhentet data gennem computerunderstøttede telefoninterviews. Baseret på analyse af seks grupper af respondenter (CIO, VP Application, IT Director, QA/Testing Manager, CDO/CMO, and CTO/Product Head) er respondenter fra hele verden udspurgt gennem kvantitative interviews efterfulgt af kvalitative diskussioner.  

 

For flere oplysninger

Download den fulde udgave af rapporten: www.worldqualityreport.com

 

Om Capgemini Sogeti

Capgemini Sogeti har 300 ansatte, og leverer IT-konsulentydelser inden for udvikling og integration, softwaretest og applikationsvedligeholdelse både onshore og offshore og fokuserer på kundevendte applikationer med en høj grad af kompleksitet, som hjælper vores kunder med at interagere med deres kunder og medarbejdere. Capgemini Sogeti Danmark er et helejet datterselskab af Cap Gemini S/A.

todo todo
KONTAKT
  • Mohamed Attazgharti
    Mohamed Attazgharti
    Marketing- & kommunikationschef
    +45 52189431
  • Maarten Galesloot
    Maarten Galesloot
    CEO/Head of Testing
    +45 70112200