PRESSE
DIGITAL

Digitale indfødte skal gøre Vallensbæk til ’Smart City’

To dage i oktober går 180 elever fra Vallensbæks 9. klasser i digital tænkeboks. Vallensbæk skal være en ’Smart City’, som udnytter moderne teknologier til at skabe bedre trivsel, sundhed og tryghed – og de unge skal være med til at finde kvikke løsninger på store samfundsproblemer.

Vallensbæk, den 5. oktober 2015 – Det sker på et såkaldt ’Hackathon’, som Vallensbæk Kommune og Capgemini Sogeti er gået sammen om at afholde den 20. og 21. oktober. De ældste elever fra kommunens tre skoler får præsenteret to – foreløbig meget hemmelige – samfundsmæssige udfordringer. Og så er der dømt hårdkogt digitalt nørderi. Eleverne skal arbejde med at udvikle nye koncepter og ideer til fremtidens digitale tjenester for Vallensbæks borgere og virksomheder.

"Vallensbæk skal være en by, hvor livskvaliteten er i top og hvor folk er glade, når de kommer hjem. Vi ved, at de rigtige digitale løsninger kan være med til at gøre hverdagen bedre og smartere for os alle. Vi vil rigtig gerne have alle med til at tænke i gode løsninger til fremtiden. Hackathon er et suverænt eksempel på, at skoler og erhvervsliv helt utraditionelt går sammen og tager de store udfordringer op", siger borgmester Henrik Rasmussen.

På Hackathon får de unge introduktion og inspiration til digitale teknologier af Capgemini Sogeti, der også arrangerer dagene. Kommunen leverer de to problemstillinger, de unge skal forsøge at finde gode løsninger på. Klassernes faglærere deltager ligeledes i Hackathon, som indgår i skolernes formelle læringsmål for fysik, biologi og samfundsfag.

Undervejs kan de unge lægge videoer og fotos på Instagram markeret med #vallhack. Der er gaver til de bedste indlæg. Afslutningsvis kåres én vinder per udfordring.

Hackathon ligger i tråd med den Smart City-vision, Vallensbæk Kommune har netop vedtaget. Visionen skal sikre, at teknologi bliver brugt til at gøre byen til et sted, der står for sundhed, bevægelse, hjælp og omsorg, nye oplevelser og fællesskaber. Samtidig skal den være med til at skabe nye partnerskaber og engagement hos både borgere og virksomheder. Der vil være interviews med erhvervsledere og borgere fra Ungdomsskolen og Seniorhuset undervejs i projektet, og borgerne kan komme med forslag på kommunens Facebook-side, så der kommer så mange input til konkrete behov og løsninger, som muligt.


Om Capgemini Sogeti
 Danmark A/S

Capgemini Sogeti leverer IT-konsulentydelser indenfor udvikling og integration, softwaretest og applikationsvedligeholdelse både onshore og offshore og har mere end 180.000 ansatte i 40 lande, heraf 300 i Danmark. Capgemini Sogeti er et helejet datterselskab af Capgemini SA, som er noteret på børsen i Paris. 

Rightshore® er et registreret varemærke for Capgemini

 

todo todo
KONTAKT
  • Mohamed Attazgharti
    Mohamed Attazgharti
    Marketing- & kommunikationschef
    +45 52189431
Event