BLOG
DIGITAL

Blog: Styr projektet sikkert fra start til landing

For at kunne forandre virksomheden, følge med markedet og effektivisere driften er det kritisk for private og offentlige virksomheder at kunne gennemføre projekter succesfuldt. Ikke to projekter er ens, og i den enkelte virksomhed gør specielle forhold sig gældende, men alligevel har Capgemini Sogeti gennem vores mangeårige berøringsflade som projektledere for vores kunder iagttaget, hvad der typisk gør forskellen mellem en fiasko og en succes.

[2. november 2015] Hent Projektledelsesbrochuren her

Der findes i dag udbredte standarder og best practices for både traditionel og agil projektledelse som de fleste med fordel kan anvende, men alligevel er det ofte den enkelte projektleders erfaring og måde at gribe rollen an på, som gør forskellen når det kommer til stykket. Vi har samlet 7 gode råd om projektledelse. Ikke en komplet værktøjskasse, men enkle principper og retningslinier, baseret på praktisk erfaring med hvad som er med til at sikre at et projekt bliver en succes.

Et projekt er afhængigt af forankring i virksomheden. Styregruppen er kontroltårnet der sikrer dette ved opstart, navigering og landing af løsningen, samt sørger for, at projektet ikke kommer på kollisionskurs med andre initiativer i virksomheden. Et kontroltårn skal bemandes. Projektet skal have en ejer der er ansvarlig for projektets realisering, og som løbende vurderer, om projektets intention fortsat er valid. Kunden til løsningen skal påtage sig en aktiv rolle undervejs som ansvarlig for ibrugtagning og efterfølgende realisering af gevinster. Ansvarlig for leverance af løsningen bør også deltage. Klarhed og beslutningskraft er nødvendig i et kontroltårn. For mange deltagere og uvedkommende agendaer i en styregruppe skal undgås. Styregruppen kan trække på ekspertise og uafhængig rådgivning på adhoc basis.

Ukontrolleret start af projekter skal undgås. Takeoff skal først ske, når banen er klar. Projektleder og projektejer skal have en klar aftale om projektets destination og rute, og løsningen skal være tilstrækkelig defineret til, at den kundeansvarlige kan tage ejerskab af gevinstrealisering. Herefter kan styregruppen orientere virksomheden om, at projektet er på vej i luften.

Den daglige styring sker i cockpittet hos projektlederen. Naviger undervejs, men hav radioen åben. Projektleder skal sørge for regelmæssigt at orientere kontroltårnet om aktuel position og forventet kurs. Hvis uforudsete begivenheder indtræffer eller afklaringer er nødvendige, inddrag styregruppen undervejs. Styregruppen kan grounde projektet, hvis risikobilledet ændres, kollision med andre initiativer forudses eller projektets destination ikke kan nåes med den udstukne kurs.

Ibrugtagning af projektets løsning skal planlægges i god tid, og ansvar og roller være kendte på forhånd. Den kundeansvarlige i styregruppen skal sikre, at organisationen er klar til at tage imod løsningen efter landing, og den leveranceansvarlige skal sikre overdragelse af viden og ressourcer fra projektet til de ansvarlige for vedligeholdelse og drift. Herefter kan projektet lande sikkert på destinationen. Projektejer skal sammen med projektleder sikre sig, at destination er nået og løsningen er korrekt overdraget inden projektet lukkes.

Starter og landinger er dyre. Hav fokus på effektiv opstart af projektet, sørg for at crewet er på plads fra starten. Dette kan gøres erfaringsbaseret – anvend checklister og gode måder at inddrage beslutningstagere og projektdeltagere på. Undgå at cirkle unødvendigt inden landing – afbrænding af ressourcer er ikke noget mål i sig selv. Land gerne sikkert tidligere end oprindeligt antaget, hvis målet er kommet i sigte – ingen ved hvad der lurer i horisonten. Husk altid at debriefe: hvad lykkedes, hvad gik mindre godt og hvad kan blive bedre. Dette gør at projektsikkerheden kommer i top på de næste destinationer.

 

 

Peter Rahr
Peter Rahr
IT Governance Lead
+45 52189231
todo todo