BLOG
DIGITAL

Betydningen af et Lean-Agile tankesæt

Hav fokus på både at være Lean efficient og Agile effektiv for at opnå højest mulig værdi.

Virksomheder bliver konstant presset til at skulle udvikle hurtigere og levere oftere for at kunne følge med markedet og kundernes behov. Dette enorme tidspres gør, at man kan blive stillet over for et dilemma, hvor man på den ene side kan vælge at fokusere udelukkende på kvantitet og derved forsøge at presse så meget igennem som overhovedet muligt med den knappe tid, der er til rådighed. Eller man kan tage den nødvendige tid og sikre sig, at de rigtige kvalitative løsninger bliver lavet på trods af, at de måtte risikere at komme for sent ud på markedet. Dette er et klassisk eksempel på det, som mange virksomheder ser som værende et trade-off, man skal gøre sig, mellem at være efficient og være effektiv. Det skal tydeliggøres, at de to ting ikke behøver at udelukke hinanden, men at det er muligt med fokus begge steder, hvis man blot ved hvordan. Dette indlæg handler om, hvorfor et balanceret yin yang lignende Lean-Agile tankesæt er grundlæggende vigtigt og nødvendigt, hvis man som virksomhed gerne vil kunne nå mere på kortere tid.

Hvorfor interessere sig for Lean, når man kører agilt?                            

Agilitet står højt på agendaen hos mange virksomheder for tiden med det formål at kunne hjælpe med hurtigere tilpasninger af produkter og løsninger til kunder, hvis behov hele tiden ændrer sig. Det er ikke kun inden for produktudvikling, at man har behov for at være agil. Nej, det har nu også bredt sig til andre områder og funktioner inden i virksomhederne, hvor den agile tilgang skal sikre, at de stadigvæk forbliver relevante, og derved gør de rigtige ting. Ligeledes er der en del virksomheder, som også arbejder med Lean. Et velkendt begreb, som oprindeligt stammer fra produktionshallerne hos Toyota, med det formål at optimere de interne processer for blandt andet at kunne opnå hurtigere time-to-market og øget produktivitet. Er man succesfuld med at kombinere Lean og Agile, vil man opnå en kollektiv højnet forretningsværdi på adskillige målbare parametre.

Det er dog ikke ualmindeligt at være i den tro, at når man er agil, er det således umuligt at kunne fokusere på Lean. At de skulle være direkte modsætninger til hinanden. Dette kan komme af, at virksomheder ser agilitet være en kur imod såkaldte Strategic Drifts, som kommer af fortsat optimering på områder, som ikke længere er relevante for markederne og kunderne. Det får den betydning, at man ”driver” længere og længere væk for til sidst at blive fuldstændig irrelevant. Derfor er det vigtigt, at man tydeligt forstår, hvordan man benytter sig af en Lean-Agile tilgang, og ved hvornår ens processer er efficiente og effektive, hvilket ofte er noget, folk kan have svært ved at skelne imellem. Af den årsag kommer der lige en forklaring på denne afgørende forskel.

Når man er effektiv, koncentrer man sig om at gøre de rigtige ting og lave de rigtige løsninger. Det kan for eksempel være, at man fremstiller et produkt, der dækker samtlige af kundens behov, og dermed har man opnået et effektivt resultat. Er det prioriteringen, at man kan fremstille produkter på den hurtigste måde ved, at de interne processer udføres korrekt, og således ikke forsinker noget, så er man efficient. Der skal dog være fokus på begge ting, og det kan her sammenlignes med et konkurrenceløb. Det er ligegyldigt, hvor hurtigt man løber, hvis der man løber hen er stik modsat målets retning. Men det er lige så vigtigt at pointere, at selvom man bevæger sig i den rigtige retning mod målet, kan man risikere, at det går alt for langsomt. Det kan tænkes, at der er for mange hindringer dertil – man har gjort det til et unødvendigt hækkeløb! Det er, hvor Lean fjerner det spild, der måtte forlænge selve processen, og derved bliver man mere efficient for netop at kunne give plads til skabelsen af endnu mere værdi – altså blive endnu mere effektiv.

Kontinuerlige forbedringer som princip

Det skal understreges, at førsteprioritet bør altid være at forbedre effektiviteten, hvorefter det skal gøres så efficient som muligt. Men det skal være et princip, at man kontinuerligt forsøger at identificere forbedringsområder, der vil kunne muliggøre mere værdiskabelse for kunderne. Med en ægte Lean-Agile tankegang og tilgang vil der hele tiden være et fokus på at fjerne de ikke-værdiskabende ting for i stedet at sætte farten op for netop det, der rent faktisk skaber værdi. Disse forbedringer i processerne vil gøre en virksomhed i stand til hurtigere at levere produkter af højeste værdi med færre benyttede ressourcer! Tager man igen analogien fra konkurrenceløbet, vil det betyde, at man løber den rigtige retning mod målet, og gør det i et konstant stigende tempo. Netop i Scrum benytter man udtrykket ”sprints” om sine iterationer, hvilket gør det endnu mere passende at sammenligne det med løb. For hvert ”sprint” har man muligheden for at forbedre sin hastighed yderligere ved at fjerne de hindringer (hække), der måtte være. Det kan gøres igennem en Continuous Improvement Backlog, som skal sikre de kontinuerlige forbedringer bliver implementeret i kommende iterationer.

For de virksomheder, som ønsker at maksimere værdien fra både Lean og Agile, kræver det en velovervejet strukturering omkring systemer og processer. Man ønsker ikke, at forbedringsinitiativer, som skal sikre mere efficiente processer, bliver på bekostning af de agile fordele. Det samme gør sig gældende, når agilitet ikke skal blive en undskyldning for ikke at optimere på bestemte gentagne arbejdsgange. Det er derfor nødvendigt, at man har den rette balance, og man forsøger sig frem i hver iteration for at gøre tingene bedre. Med en sådan disciplin vil der hele tiden fremkomme en øget forretningsværdi i form af endnu hurtigere udvikling af mere betydningsfulde produkter. 

Benjamin Vogensen
Benjamin Vogensen
Project Manager / IT Governance
45 52 18 93 24
todo todo