BLOG
DIGITAL

Blog: IT Governance – en del af vejen til vækst i Danmark

Uanset politisk uenighed, og manglende politisk handlekraft til at sikre vækst, kan virksomhederne i høj grad selv gøre noget.

[3. maj 2016] Der er basis for markante forbedringer af effektiviteten i de fleste danske virksomheder. En forbedret effektivitet der øger virksomhedernes globale konkurrenceevne.

Allerede undersøgelsen bag rapporten IT i praksis 2010, fra Rambøll Management Consulting, viste, at de virksomheder der arbejder bevidst med IT Governance, har en bedre bundlinje end andre virksomheder. Her 6 år efter er der stadig virksomheder med et stort forbedringspotentiale.

Rapporten pegede på effekten af at styre IT-investeringerne, ved at styre IT-projekterne som en portefølje. Gennem projektporteføljestyring prioriteres indsatsen, baseret på forretningsværdi, omkostninger og risici. Dette sikrer, at udviklingen går i den rigtige retning, koordineret med virksomhedens strategi og risikoappetit.

Der er dog et stort bidrag til forbedret effektivitet at hente ved ikke alene at kigge på porteføljen af IT-projekter, men at se på hele porteføljen af IT-aktiver – også de aktiver der ikke bliver tilpasset eller fornyet i kørende eller planlagte projekter.

En stor andel af en virksomheds systemer (IT-aktiver) vedligeholdes ikke i en projektorganisation, og nogle vedligeholdes muligvis slet ikke. Den ikke-projektorganiserede vedligeholdelse kaldes nogle steder forvaltning, og betragtes mere eller mindre direkte som en del af driften. Ved at lade disse systemer omfatte af porteføljestyringen opnås, at også disse systemer løbende vurderes med hensyn til forretningsværdi, omkostninger og risici. Dette vil sikkert føre til aktiv udfasning af et større antal systemer, og dermed en stor reduktion af det løbende systemvedligehold. Denne reduktion i vedligeholdelsesomkostninger kan anvendes til at forbedre virksomhedens bundlinje, men den kan også anvendes produktivt til nye innovative og konkurrenceforbedrende initiativer.

Danmark har i mange årtier været førende indenfor IT-anvendelse. Dette betyder desværre, at danske virksomheder gennem årtier har opbygget en meget stor og diversificeret portefølje af IT-aktiver. Fokus har gennem alle disse år været på at tilføje nye avancerede og konkurrenceforbedrende IT-løsninger til systemporteføljen. Der har ikke samtidigt været et fokus på at udfase de ældste, mindst værdifulde - eller dyreste - af de eksisterende løsninger. Systemporteføljestyringen har altså haltet. Det svarer til en investeringsstrategi, hvor der løbende investeres i de mest lovende aktier uden skelen til geografisk- og branchemæssig eksponering af porteføljen. Det er kun omkring ti år siden mange ærgrede sig over at være overeksponeret i IT-aktier, centreret omkring Silicon Valley.

Danske virksomheder bliver nu nødt til at kigge indad og lægge grunden til en højere produktivitet i fremtiden. Store dele af den offentlige sektor lider under de samme udfordringer som erhvervslivet – specielt på dette punkt. Værktøjerne til at forbedre situationen er de samme. Incitamenterne er muligvis lidt forskellige.

Erik Haahr
Erik Haahr
Managing Consultant
+45 52189364
todo todo