BLOG
INNOVATION

Blog: Robotterne kommer - og hvad så?

Katastrofeoverskrifterne står i kø. Robotterne kommer – Det koster arbejdspladser! Bliver vi (mennesker) overflødige? NEJ – Robotterne skaber nye arbejdspladser hævder andre. Hvad skal man tro?

[11. april 2016] 

I dag

kan robotter overtage rutineopgaver, tungt og ensformigt arbejde – arbejde der ikke kræver nogen særlige uddannelsesmæssige forudsætninger, men som også er nedslidende for den menneskelige krop. Der vil forsvinde mange af denne type arbejdspladser som følge af robotter.

Opsætning og indkøring af robotter skaber nye arbejdspladser. Arbejdspladser der forudsætter et vist uddannelsesniveau, faglærte såvel som ingeniører og måske på sigt nye typer specialuddannelser. Denne type medarbejdere er der allerede i dag rift om – der er vist stadig lidt uenighed om der er decideret mangel på denne type arbejdskraft, men…

Udfordringen bliver at få opkvalificeret den arbejdskraft der bliver overflødiggjort til at kunne påtage sig den nye type arbejde.

Fremover

vil mere og mere komplicerede opgaver kunne overtages af robotter – faktisk ser det ikke rigtig ud til at der er en grænse for hvilke jobs der vil kunne udføres af robotter. Opsætning og indkøring af robotter er i virkeligheden ikke særlig kompliceret. Det vil meget snart kunne udføres af andre robotter. Selv forskerstillinger er i farezonen hvis man fremskriver de muligheder IBM’s Watson allerede tilbyder.

Skolelærere og andre undervisere bliver fremhævet som ”urørlige” i forhold til robotternes indtog – i forhold til dagens robotter er det nok også rigtigt. En af lærerens udfordringer i dag er dog, at genkende de enkelte elevers foretrukne læringsmetode, og følge detaljeret med i den enkelte elevs udvikling. Den opgave vil i fremtiden kunne håndteres effektivt med kunstig intelligens; en fordel vil være at der ikke er en umiddelbar begrænsning i antal samtidige elever. I Kina kan man allerede se elever, der foretrækker virtuelle klasseværelser – stadig med et menneske som lærer, men ikke fysisk foran en klasse med 20-30 elever. Det sker live via internettet med tusinde elever i en ”klasse”. På den måde har alle eleverne mulighed for at få den absolut bedste lærer. Skridtet til at erstatte denne ”Internetlærer” med en robot er ikke stort.

På plejeområdet er prototyper på vaskerobotter, toiletrobotter og spiserobotter, som hjælper handicappede og ældre med at udføre basale aktiviteter, allerede demonstreret. For den handicappede eller ældre er det ikke nær så grænseoverskridende at modtage denne form for hjælp af robotter, netop fordi der med denne type robotter ikke er noget personligt nærvær. Det kan være ufattelig nedværdigende at blive ”tørret i røven” af et andet menneske!

I Japan har de lavet forsøg med omsorgsrobotter for demente – robotterne var udformet som hunde eller babysæler. De var i stand til at give langt bedre livskvalitet for de demente ved konstant at være ”nærværende” uden at hjælpe med noget praktisk.

Udviklingen skyldes ikke kun teknisk nysgerrighed og innovation – den drives frem af, at vi allerede nu er nødt til at gå på kompromis mellem hvad der er ønskeligt og hvad der er råd til. Og robotter er billigere i drift end mennesker!

Udfordringen

er ikke alene et arbejdsløshedsproblem – men i høj grad et samfundsfinansieringsproblem. Vi har, specielt i Vesteuropa og i Norden i særdeleshed, valgt at finansiere en stor del af samfundsudgifterne ved beskatning af personligt arbejde. Den samme beskatning af robotters arbejde findes ikke!

Hvis der var tale om at 5-10-20% af arbejdsstyrken var truet af arbejdsløshed som følge af robotter, kunne problemet måske klares ved en justering af diverse satser – med en mærkbar forringelse af livskvaliteten for de berørte grupper. Men da det potentielt er 60-80-90+% der er truet af arbejdsløshed pga. robotterne er hele samfundsopbygningen nødt til at gennemgå en radikal omstrukturering. Samfundsfinansieringen bør altså primært baseres på beskatning af enhver skabelse af merværdi (muligvis suppleret med adfærdsregulerende afgifter). En form for borgerløn vil også være en nødvendighed i sådan et scenarie.

Et alternativ er selvfølgelig, at lovgive om brug af robotter til en lang række opgaver – altså at forbyde brugen. Den slags lovgivning har dog aldrig været succesfuld!

Både finansieringsreform og lovgivningsreform vil dog kræve international enighed for at være praktisk mulig. Enighed er her ikke helt det samme som ensartethed.

Tidshorisonten

for et sådan scenarie er meget svær at spå om. Er det en mulighed i dette århundrede? Ja, det er der næppe tvivl om.

Utopia eller mareridt

det afhænger dels af en vellykket implementering af reformer, dels af øjnene der ser. Personligt hælder jeg mest til utopia – et samfund hvor det enkelte individ helt frit kan gøre hvad det føler rigtigt, uanset om det handler om at hjælpe andre, som f.eks. Røde Kors besøgsven, at skabe kunstværker, eller om det handler om at sætte sig i sofaen og koble sig til et multimedieunivers (i yderste konsekvens lidt a la filmen Matrix…). Kan du ikke ”nøjes” med det samfundet tilbyder, så må du jo selv (evt. sammen med andre – det hedder i dag at tage et job…) finde på en måde at skabe en attraktiv merværdi, og dermed bidrage til finansieringen af både samfundet og dit eget forbrug.

Erik Haahr
Erik Haahr
Managing Consultant
+45 52189364
todo todo