BLOG
SOFTWARETEST

Blog: Den agile tester

Fra vandfald til agil tester – er der en forskel?

[5. februar 2016] Nedenstående blogindlæg er lavet som et supplement til præsentationen jeg holdte, på den netop overståede TestExpo konference.

Vi bruger ofte begrebet ”den agile tester” når vi taler om testeren i de nye udviklingsmetoder, der er kommet frem siden årtusindskiftet. Der laves bøger om ”Agile testing”, agile test konferencer og certificeringer, der dækker den agile tester. Men er der virkelig tale om en helt ny race af testere? Betyder det, at den klassiske tester er en uddøende race? Er vi vidner til en testrevolution?

Lad os kigge på hvad det egentlig er man siger den agile tester skal kunne:

-        User story definition og review

-        Testdesignteknikker

-        Analyse og testdesign

-        Exploratory Test

-        Afvikling af test

-        Dokumentation af fejl

-        Testautomatisering

-        Domænekendskab

Når jeg kigger på den liste, kan jeg ikke som sådan se noget, som ikke kunne give værdi i et vandfaldsprojekt... Kan du? Hvis du erstatter User Story med krav, så skal vi vel også have de faglige kompetencer - beskrevet ovenfor - skal vi ikke? Alle de klassiske testfaglige kompetencer er vigtige, både i den ene og anden kontekst.

Nå - jamen så må det handle om de personlige kompetencer, der adskiller den agile tester fra den klassiske-. Lad os tage et kig på dem:

-        Selvstændig

-        Forstå ”godt nok”

-        Sæt mål og prioriter din tid

-        Forandringsparat

-        Positiv og energisk

-        Begejstret for mulighed for udvikling

-        Ansvarlig

-        Analytisk

-        Løsningsorienteret

-        Advokat for høj kvalitet

-        Begejstret for udfordringer

-        Kritisk tænkning

Er det så her forskellen skal findes? Umiddelbart kan jeg ikke se, at ovenstående personlige kompetencer ikke ville gøre gavn i et vandfaldsprojekt, men der er ingen tvivl om, at især nogen af disse personlige kompetencer vil være endnu mere nødvendige i en agil kontekst. Det kunne for eksempel være i forhold til at kunne sætte mål og prioritere tiden, være forandringsparat, og forstå ”godt nok”.

I virkeligheden handler det måske ikke så meget om kompetencer af den ene eller anden slags, men mere om mindset... Om tankegang. Lisa Crispin og Janet Gregory beskriver i deres bog - Agile Testing - de ti principper for den agile tester, og giver en god pegepind i den retning:

-        Giv løbende feedback

-        Levér værdi til kunden

-        Praktiser ansigt-til-ansigt kommunikation

-        Vær modig

-        Hold det simpelt

-        Praktiser løbende forbedringer

-        Reager på forandringer (positivt)

-        Selvorganiser

-        Fokuser på mennesker

-        NYD DET

Den agile tester har i højeste grad en udadvendt og kommunikerende rolle i teamet, både i forhold til forretningen og til teamet. Fra at være et eksternt ”test politi” - til at være en integreret del af et team og stole på, at alle i teamet har det samme kvalitetsfokus - er der et godt stykke vej. Fra at have en klart defineret rolle med analyse og design af testbasis, specifikation af testcases og afvikling af dem – til at være coachende i test i teamet, supporterende i forhold til forretningens definition af user stories og acceptance criterier, kontinuerlig test på usikkert grundlag - kræves et grundlæggende skift i mindset. Men når alt kommer til alt så er det måske ikke en egentlig revolution vi taler om her. Måske er det i virkeligheden mere en evolution – en naturlig fortsættelse af udviklingen af vores rolle som tester.

Så hvordan bliver du klædt på til den rolle?

-        Uddannelse. Min personlige favorit er CAT (Certified Agile Tester) fordi den er så fokuseret på de praktiske øvelser. Her får du en rigtig god indsigt i hvordan agile fungerer, og hvordan test passer ind.

-        Bøger. Min yndlingsbog er Agile Testing af Lisa Crispin og Janet Gregory (de har for øvrigt lige udgivet More Agile Testing). Der er utallige bøger om Agile; det er bare om at komme igang.

-        Netværk. Mød andre testere - del erfaringer.

-        Konferencer. Skal den være 100% agil, anbefaler jeg Agile Testing Days i Potsdam.

-        Prøv det – prøv rollen som agil tester; du vil ikke fortryde det.

Vil du læse mere omkring agil test, se da evt. mit tidligere indlæg: http://www.capgeminisogeti.dk/udforsk/blogs/agil-test-hvad-er-det-egentlig-for-en-storrelse/

Eller Hans-Henriks indlæg om de agile test kvadranter: http://www.capgeminisogeti.dk/om-os/publikationer/blogs/agile-testkvadranter/

Gitte Ottosen
Gitte Ottosen
Management Consultant & Agile Evangelist
+45 39778711
todo todo